Reading progress indicator
May 17, 2021

Mikkeller åbner sommerlokation med VesterØL

Med stort fokus på sommergæster og unikke udeområder, åbner bryggeriet nu restaurant og bar på Læsø sammen med de succesfulde folk bag Læsø-restauranten VesterØL.

En solid alliance er udgangspunktet, når Mikkeller allerede i slutningen af maj skyder sommeren 2021 i gang med åbningen af en ny spændende restaurant og bar. Bryggeriet har nemlig slået sig sammen med kokkeparret bag restauranten VesterØl på Læsø om den nye sommerlokation MikkØLler.


None


Sidste sommer, i et år, hvor besøgstallet på alle Mikkellers barer og restauranter ellers i høj grad var præget af pandemien, oplevede Mikkeller stor aktivitet på baren og burgerrestauranten Mikkeller Aarsdale på Bornholm og på bryggeriet og baren Baghaven på Refshaleøen; to lokationer, der i høj grad er båret frem af deres unikke beliggenhed og attraktive udeområder.

“Med den store succes på de to steder opstod ideen om at åbne flere lokationer i områder, som danskerne i høj grad rejser til om sommeren; hyggelige og unikke steder, som vi selv ville elske at hænge ud på, hvis vi skulle holde ferie i Danmark, men som på den anden side af corona, når alle begynder at rejse igen, selvfølgelig også kan tiltrække udenlandske turister,” siger Mikkel Bjergsø, grundlægger af og kreativ direktør i Mikkeller.


None


Øl og mad plus solnedgang

Den første nye restaurant og bar, der åbner, er blevet til i samarbejdet med restauranten VesterØl på Læsø. Bag VesterØL står den lokalfødte kok og sommelier Kamilla Kristensen og kokken Thomas Wetle Andersen. Siden restaurantens åbning i 2017 har parret oplevet at måtte melde fuldt booket resten af sæsonen ud allerede ved årets start, derfor har de længe haft en drøm om at kunne imødekomme efterspørgslen ved at udvide deres udeområde, og det åbner samarbejdet med Mikkeller op for.

“ Vi har altid haft Mikkeller øl både på restauranten og i vores køleskab derhjemme, så da Mikkeller foreslog et samarbejde, gav det sig selv,” fortæller Kamilla Kristensen, som har fået en hel del tilbud om samarbejde i VesterØLs levetid.

“Vi har et helt ark med visitkort fra folk, der gerne har villet samarbejde med os, men vi har ventet på de helt rigtige,” siger hun.


None


“Man slapper bare mere af med en øl i hånden”

Allerede 20. maj lukker Mikkeller og VesterØL op for sommersæsonen med en hyggelig og tilbagelænet udendørs- bar og restaurant bygget i direkte forlængelse af VesterØl. Her kan gæster helt enkelt vælge mellem to tavleretter, et udvalg af snacks og Mikkeller øl i solen. Samarbejdet har fået navnet MikØLler, hvilket understreger kokkeparrets store kærlighed til øl og deres ønske om at bringe øllet mere i spil i forhold til deres gastronomi.


None


Da Mikkeller sidste år tog kontakt til dem angående et samarbejde, havde de udover naturvin allerede Mikkeller øl på menuen. Med en forkærlighed for “at gære ting” og lave saucer på øl i stedet for vin, gav det mening at give øllet endnu mere plads - selv for en sommelier.

“Vi vil gerne fjerne det pompøse fra vores restaurant, og skabe en tilbagelænet, afslappende feriestemning, og den skaber man i højere grad med øl end med vin. Man slapper bare mere af med en øl i hånden,” siger Kamilla Kristensen, der også glæder sig til at skabe et miljø, som de Læsø-fødte mangler og vil holde af.


None


VesterØL

Parret Kamilla Kristensen og Thomas Wetle Andersen har siden 2017 med stor succes og fuldt bookede huse drevet gourmetrestauranten VesterØL på Læsø.

Restauranten vandt i 2018 prisen ’årets feel good oplevelse’ i White Guide og blev i 2020 nomineret til:’Året gennembrud’ i Den Danske Spiseguide.’Året fiske- og skaldyrs restaurant’ i White Guide.’Årets bistro’ hos de Danske Madanmeldere. Restauranten har desuden fået fem stjerner af Berlingske Tidendes madanmelder Svend Rasmussen.

Du kan finde VesterØLs Facebook her og deres Instagram her

MikkØLler

Følg MikkØLler på Instagram her og Facebook her

Havnepladsen 5

9940 Vesterø Havn